[23. juni 2003]

6 spørgsmål om den digitale kunst
Interview med Andreas Brøgger

Andreas Brøgger er en væsentlig kilde til viden om digitale kunstformer generelt og netkunst specifikt. Kopenhagens Thomas Petersen har stillet Andreas seks spørgsmål om digital kunst, hvilket har resulteret i en længere rejse igennem en del af de emner og problemer, der hører til nutidens digitale kunstformer. Interviewet er proppet med links til nye og gamle værker og kan løbende bruges som platform for en seriøs omgang netkunst-surf.

Andreas er til daglig Ph.d. og underviser i digital kunst på Institut for Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Han er billedkunstredaktør på Hvedekorn og bidragyder og tidligere medredaktør af afsnitp.dk (han var bl.a. kurator på netkunstprojektet ON OFF 2000-2001). Han har siden 1995 været kunstkritiker for Information, Weekendavisen og Politiken og har udgivet artikler i bl.a. Kritik, Øjeblikket, Periskop, SIKSI, Flash Art, rhizome.org, noemalab.com. Andreas kan fanges på denne email: broegger@hum.ku.dk.

Læs også Andreas Brøggers interview med Mark Napier: 'The Aesthetics of Programming'.

Læs også Andreas Brøggers glimrende oversigtstekst: 'Net art, web art, online art, net.art'.

Vi kunne starte med at oprette et fokuspunkt i vrimlen af netkunststrategier - kan du nævne et nyere værk, som har haft speciel betydning for dig, og som udstikker en spændende retning for netkunsten?
Som 'fokuspunkt' kunne vi jo tage et værk som kopenhagen.dk's læsere måske har oplevet, nemlig Victor Vinas værk Flux, der blev vist på Electrohype i Malmø i oktober 2002. Det værk kombinerede flere forskellige træk, som jeg mener, er kendetegnende for den netbaserede kunst i øjeblikket i forhold til den tidlige netkunst helt tilbage fra 1994 og det meste af årtiet ud.

Victor Vina: Flux fra Electrohype 2002. Billederne er hentet fra www.dosislas.org/flux og www.electrohype.org.

Kort beskrevet er der tale om et projekt, der forsøger at gøre netværkets informationsflow synligt og håndgribeligt i form af små, perfektionistisk udførte metalbokse med grønne displays, hvorpå man kan holde øje med, hvad folk i øjeblikket søger på rundt omkring i verden. Søgeord og data hentes fra en velkendt søgemaskine. Vina oplyste diskret hvilken søgemaskine, der er tale om, men han vil ikke have denne oplysning offentliggjort, da det er ulovligt at hacke sig ind, så lad os bare respektere det. Ved at berøre metalboxene kan man videreføre de søgninger, der fremtræder på de enkelte displays. Flux rummer træk, der er kendetegnende for en hel del netkunst i disse år. Flux ser ganske godt ud, data er indkapslet i en slags miniature-minimalistiske metalkasser, der ligger en udmærket idé bag, nemlig at tage pulsen på vores brug af nettet ved at tappe fra en søgemaskine, det sker via et fysisk interface designet af kunstneren, og endelig er der en typisk pegen på noget hemmeligt og grænseoverskridende (det ulovlige), som en del af netkunstens rolle.

På den negative side ser jeg det som symptomatisk, at Flux ikke vil ret meget med de data, der hentes og vises frem. Det er lidt som at wap'e fra sin mobiltelefon kombineret med at overvåge andre menneskers søgninger på MetaSpy. Hvad angår det visuelle udtryk, kan man sammenligne Flux med Listening Post af Mark Hansen og Ben Rubin, der gør endnu mere ved sine data i form af iscenesættelser i udstillingsrummet. Indholdsmæssigt vil jeg sætte det i forhold til et projekt som Common Reference Point af Mark Daggett og Jonah Brucker-Cohen, der (ifølge planerne) ligesom Flux indsamler og visualiserer nettets flow af data, men samtidig også behandler indholdssiden af disse data, først og fremmest i en symbolsk sammenhæng (som et foranderligt virtuelt mindesmærke over 9/11-terrorhandlingerne) men også som et analytisk redskab, der tilbyder andet og mere, end Fluxs ret abstrakt billede af et flow.

Billeder fra www.metaspy.com og Mark Daggetts og Jonah Brucker-Cohens Common Reference Point.

Man kan således linke til de tekster omhandlende 9/11, som projektets søgemaskine finder, og Common Reference Point kan fortælle os noget om f.eks. sammenhænge mellem søgninger og lokalitet, geografisk koncentration, og lignende. Til sammenligning er Flux ikke synderligt funktionel som "søgemaskine". Selvom enkelhed i forhold til især www kan være en dyd, så føler jeg lidt, at der kunne have været et refleksionsniveau mere i Flux. Man kan mene, at dette er symptomatisk for megen netkunst i forhold til anden billedkunst, men jeg tror nu, at netkunsten, eller i det hele taget kunst der benytter sig af telekommunikationsteknologi, har og vil have meget at byde på nu og i de kommende år.

Du skriver selv om de mange forskellige netkunstgenrer, der efterhånden er kommet på banen. Jeg kunne godt tænke mig at vi berørte par udvalgte 'typer' af netkunst og de forskellige muligheder i dem.
Frem for at tale om forskellige typer af netkunst vil det måske være bedre at tale om forskellige 'dimensioner' i netkunstens enkelte projekter - såsom tactical media, datavisualisering, design, telerobotics, fysiske net-interfaces, osv., da de fleste værker efterhånden er en blanding af flere af disse ting, snarere end rendyrkede størrelser. De projekter, jeg nævner her, er allesammen eksempler på dette. Nogle begræder, at netkunsten allerede er 'ovre', hovedsagelig fordi nettet ser lidt anderledes ud i dag, reguleres og bruges på andre måder, og fordi kunstinstitutionen og andre bevillingsgivere er ved at præge denne form for kunst i en bestemt retning. Det er på sin vis korrekt, når man sammenligner med den tidlige fase i netkunsten. Men jeg er ikke sikker på, at det er så entydigt dårligt at komme ud over den fase - det er en ny situation, en ny udfordring.

Generelt tror jeg, at noget af det vigtigste, der er ved at ske for netkunsten er, at dens grænser væsentligt udvides. Netkunstens tidlige iver efter snævert at definere sig selv (være strengt netspecifik, f.eks.) giver efter for en løsere defineret praksis, hvor elementer af en fysisk installation kan indgå, og hvor hele net-begrebet udvides i takt med at f.eks. billedbaseret mobiltelefoni bliver mere udbredt og trådløs internetforbindelse i det offentlige rum bliver en realitet. Det tror jeg vil ændre lidt på opfattelsen af, hvad det vil sige at lave kunst 'på nettet' - altså en konvergens af www, gsm, gps, sms, am/fm, tv, og hvad man ellers kan finde på.

Billeder fra Chaos Computer Club: Blinkenlights og 0100101110101101.org's VOPOS.

Se for eksempel projekter som Chaos Computer Club's BlinkenLights og Jonah Brucker-Cohens forskellige web- og mobiltelefonprojekter såsom Audiobored & Audiobored Machine, Phonetic Faces og Musical/Devices. Også 0100101110101101.org's VOPOS er et tydeligt tegn på denne refleksion over 'konvergens' i forhold til den tidlige 'purisme' med klar fokusering på HTML- og pc-baseret netkunst. Og det behøver ikke at handle om 'kroppens forsvinden' eller en teknologisk udbygget krop, som det gjorde hos en kunstner som Stelarc i 1990erne. Jeg tror, kunsten har bevæget sig lidt væk fra dette område, der især voksede ud af Virtual Reality-diskursen. I stedet er f.eks. datavisualisering, overvågning, 'access' og alternativ softwareudvikling blevet kodeordene, ligesom vi også ser flere værker af en mere traditionel, rendyrket æstetisk karakter inden for netkunsten, med fortællinger der ikke nødvendigvis handler om netværket, koden, osv. Se f.eks. David Clarks a is for apple.

Billede fra David Clarks a is for apple.

Der er en hel del netkunst, der mest af alt har teknologiens karakteristika som indhold. Er der nogen grund til, at netkunst skal handle om netværk, informationsstrømme og computerkode?
Både ja og nej. I netkunstens tidlige fase - den der ofte betegnes 'net.art' med personer som Alexei Shulgin, Jodi, Vuk Cosic, irational, osv. - handlede det meget om at udforske det nye medie, sådan som man typisk gør, når et nyt medie kommer frem (jf. bl.a. fotografiet og videokunsten). De flimrende browservinduer og blinkende koder (Jodi), hacker-mentaliteten og den taktiske medie-brug (Critical Art Ensemble, rtmark, etoys Toywar, m.v.) og de pseudo-avantgardistiske eksperimenter med f.eks. Alexei Shulgins Form Art betød, at nettets processer og byggesten blev sat i forgrunden på et tidspunkt, hvor dens slags realiteter netop var ved at blive tildækket af en glat, kommerciel glasur.

Når vi i dag støder på kode, informationsstrømme og den 'teknokratiske' sprogbrug på forskellige sites (tendensen er der jo stadig i forskellige afskygninger, se f.eks. Florian Cramer, mez, jimpunk), bør man forsøge at skelne lidt mellem en dekonstruktion i denne oprindelige forstand, en mere 'poetisk' brug af kode (se f.eks. Graham Harwoods Lungs og nogle af værkerne fra Whitneys CODeDOC), en fokusering på selve programmeringens kreative dimension (som John F. Simon Jr. har slået til lyd for), og endelig hvad der bare er lir med en teknologisk 'stil'.

Billeder fra jodis wwwwwwwww.jodi.org og Alexei Shulgins Form Art.

Billeder fra Graham Harwoods Lungs og John F. Simon Jr.s Every Icon.

Bortset fra, at man kan se en vis fetichering af koder i dele af netkunsten (kode for kodens skyld), så skyldes sidstnævnte stilistiske lir velsagtens, at computerteknologiens sprog og apparater - i takt med at den har gennemgået adskillige generationsskift - fremstår som historiske. Computerteknologien er derfor kommet med på 1990ernes generelle retro- og nostalgi-trip - de gamle ZXSpectum'er og C64'ere hentes frem fra gemmerne. Derfor dukker retro-tekniske udsagn som 'syntax error' og Atari-logoer op på t-shirts, ligesom pixellerede symboler ses i tryksager og musikvideoer. Fordi computerikonografien netop fremstår som historisk. Den form for meta-stilistisk legesyge har jo ikke meget med den tekniske side af koden at gøre, der stadig er forbeholdt de særligt udvalgte (mest udpræget i hacker-mytologien).

The Matrix-filmene er typisk for mainstreamkulturens fascination af computer-subkulturens ekvilibrister, forherligelsen og mytologiseringen af selve kodeaspektet (jf. hvordan Link og Neo evner at aflæse 'virkeligheden' direkte i kodestrømmen. I det univers er koden lig med sandhed - alt imens filmens mange speciel FX jo i sig selv er et kodeskabt bedrag).

Udpluk af værk og kode fra W. Bradford Paleys CODeDOC-projekt: CodeProfiles.

Der er således mange forskellige bevæggrunde og strategier på færde, når vi taler om denne interesse for koden. Ars Electronica vælger i år 'Code' som tema og forbinder meget apropos computerkode med genetisk kodning. En udstilling som Christiane Pauls CODeDOC på Whitneys Artport var et forsøg på helt konkret at sætte programmet i forgrunden frem for programmets resultat, og på at finde auteur-agtige greb i kunstnernes måde at programmere på.

I de senere år er visse netkunstværker blevet præmieret af kunstinstitutioner, mens ophavsmændene egentlig ikke opfatter sig selv som kunstnere. Her tænker jeg bl.a. på en del af Ars Electronica-centerets prisuddelinger. Nogle ophavsmænd benægter endda, at de præmierede projekter er kunst. Hvorfor tror du, at dette sker så ofte netop iblandt de computer-/internetbaserede kunstarter - og hvad betyder det for opfattelsen af værkerne?
Når vi taler om de præmieringer, der har haft en social eller politisk dimension, såsom Ars Electronicas pris til GNU/Linux i 1999, så er de et udtryk for en generel tendens, tror jeg, snarere end noget, der særligt kendetegner computer-/internetbaserede kunstarter. Med kontekstkunsten, den interventionistiske kunst og den relationelle æstetik, og hvad man ellers har kaldt det, har vi jo set en markant interesse for kunstens sociale funktion, kunstens evne til at skabe alternativer, en bedre måde at bebo verden på, som Bourriaud skrev.

Hvis vi derimod ser på Ars Electronicas præmiering to år senere af Joshua Davis' PRAYSTATION, så har vi at gøre med noget andet, nemlig en interesse for den kreative udvikling inden for bl.a. webdesign.

Linux-pingvinen og et billede fra Joshua Davis' Praystation.

De to eksempler tegner et hurtigt billede af, hvad der er på færde: nemlig den udbredte opfattelse, at den mest avancerede digitale kunst måske ikke skabes af dem, der kalder sig kunstnere, men af banebrydende 'designere' - ligesom den 'kritiske' digitale kunst måske ikke skabes af dem, der kalder sig kunstnere, men af programmører og produktudviklere, der på åben, kollaborativ vis bringer softwarealternativer til verden. Med hensyn til, hvad disse præmieringer betyder for receptionen af den digitale kunst, så tror jeg, at præmieringerne er mest interessante og vigtige set fra kunstens hold. Jeg tror på sin vis ikke, det gavner GNU/Linux mærkbart, at det har fået en Golden Nica-pris på Ars Electronica, hverken ideologisk, økonomisk eller i forhold til produktets ydeevne. Men inden for den digitale kunst (og kunsten i almindelighed) kan den slags beslutninger måske være med til at flytte nogle grænser.

Har du nogle tips om aktuelle udstillinger, mediekunstfestivaler eller andre steder, man kan opleve computerkunst eller internetkunst uden for nettet?
Da vi ikke har et decideret forum for den slags herhjemme, er man jo nødt til at rejse en del rundt. Selvom netkunst generelt kan opleves fra en computer hvor som helst, så er det interessant at se hvilket miljø folk arbejder i, og det er jo ikke en ulempe at have vekslet et par ord med folkene bag.

Men udover festivaler, konferencer og udstillinger, har jeg selv fået meget ud af at studere emnet fra lidt andre perspektiver. Sidste år havde jeg lejlighed til at følge opsætningen af en stor udstilling, ABCDF, på Museo de Bellas Artes i Mexico City, hvor jeg over flere uger fulgte de folk (bl.a. venner og ikke mindst min kone Isabel), der var dernede for at programmere og banke interaktive installationer sammen til udstillingen. På trods af, at der er tale om det førende firma for interaktive medier i Mexico, var det lidt som at opholde sig i et maskinrum på et skib - vi vadede i kabler, udbrændte chips, loddekolber, bærbare computere og pizzaæsker, og arbejdede fra klokken 8 om morgenen til klokken 2 om natten.

Billeder fra udstillingen ABCDF i Mexico City og Tekken Torture Tournament på c-level i Los Angeles.

Der var langt til de checkede lokaler i SoHo, hvor flere af de samme folk et par år tidligere sad med deres smoothies og fik massage, mens de høvlede $200 ind i timen på Flash. Det var dem vel undt - dagen efter var de arbejdsløse. I Los Angeles besøgte jeg flere gange et lille kunstnerdrevet sted, der hedder c-level, hvor der arrangeres udstillinger og foredrag, og hvor kunstnere også kan få undervisning i konstruktion af værker med digital teknologi. Det sted kørte sideløbende med de store messer som SIGGRAPH og Electronic Entertainment Expo sammesteds.
Den slags kontraster hører for mig også med til billedet af den digitale kunst.

Nu er der efterhånden en mediekunstfestival per land i Europa - er der nogen tegn på, at der snart sker noget større på den front i Danmark?
Der har jo været tiltag herhjemme, der smager af noget. 'Mediekunst' blander sig ikke kun med billedkunst, men også litteratur, film og musik, som man kan se med bl.a. Lab, Datanom, afsnitp.dk, de nye interaktive dokumentar- og spillefilm fra Filmværkstedet og for et par år tilbage Van Goghs virkelig fine CD-ROMer, som ikke bør glemmes. Electrohype i Malmö er et eksempel på, at der gøres en god indsats for at etablere noget, der gerne må være et permanent forum.

Inden for netkunsten har vi i dansk sammenhæng bl.a. www.artnode.org, www.afsnitp.dk, og hvorfor ikke også nævne www.kopenhagen.dk? De er i øvrigt alle beundringsværdige, fordi de netop hænger ved. Det er jo afgørende, at der både bliver skabt ting og at der kan videreføres en diskussion.
Men jeg er slet ikke sikker på, at for eksempel festivalformen er det rigtige. Det er jo vanvittigt at stille interaktive installationer op og pille dem ned tre dage efter. Jeg synes samtidig, at det er problematisk at ghettoisere den digitale kunst i særskilte festivaller eller udstillinger. Det er den for vigtig til, den bør nå bredere ud, og samtidig tror jeg den vil blive bedre af at blive udfordret af den 'ikke-digitale' kunst. Den digitale kunst er vigtig, fordi den ofte er ret tæt på (og har en dyb indsigt i) de processer, der i stadig større grad styrer vores kultur og samfund - fra grafiske effekter til digital overvågning og globaliseret kommunikation. Men, som bl.a. Geert Lovink har peget på, så er den digitale kunst på andre punkter bagefter, både æstetisk, politisk og kulturanalytisk set. Paradoksalt nok parallelt med, at den digitale teknologi får stadig større indflydelse kulturelt.

Spørgsmålet om vi får - eller bør have - et særligt forum for mediekunst hænger lidt sammen med den problematik, der har kendetegnet fotografiet: skal fotokunst vises på udstillinger og museer for sig, eller skal den blandes med al den øvrige billedkunst? Det er et vanskeligt spørgsmål. Noget lader sig måske bedst forstå inden for en mere snæver genre, tradition eller mediediskurs, mens andet klarer sig langt bedre uden denne specifikke forståelsesramme.

Jeg vil derfor hellere besvare dit spørgsmål med et spørgsmål: Hvilken ramme vil vi helst se den digitale kunst i?