[29. august 2001]
Attention, please
Petri Raappana udstiller tre computerværker
på Overgadens førstesal i perioden 4. august til 2.
september 2001. Kopenhagens Kristine Ploug har mailet med
ham for at finde ud af, hvad det hele handler om.
Jeg kunne godt tænke mig, at du med egne ord
beskriver, hvad værkerne handler om.
Udstillingen på Overgaden består af tre værker.
De to alfabetværker som er samlet på den lille computer
er hovedsagelig lavet til at vises på spillesteder. Disse
vises på Overgaden som et supplement til "Attention",
der er produceret specifikt til udstillingen. Begge versioner af
AlphaByte er lavet som et tegneprogram, men har også funktion
som et musiksampleprogram. Forskellen mellem "AlphaByte (vocals
and some other letters..)" og "AlphaByte (jazz)"
er at den ene består af teknomusikkens lyde og den anden med
jazzmusik. Disse er et resultat af samarbejde med en teknomusiker
(Michael Thin Nøddelund, 2000) og en jazzmusiker (Thomas
Agergaard, 2000). Begge versioner af AlphaByte tager udgangspunkt
i det stedspecifikke, det sociokulturelle og i sproget.
Man er som beskuer nødt til at være aktiv. Sådan
som jeg oplevede det, klikker man sig rundt uden at vide hvorhen
og hvorfor. I det ene værk flytter man bogstaver rundt på
en skærm uden rigtig at forstå systemet, i det andet
værk opstår der statistikker på baggrund af ens
tilfældige klikken rundt. I begge værker medfører
ens klikken musik. Hvad betyder beskuerens forvirring for kunstoplevelsen?
Er forvirringen en del af projektet?
Værket "Attention" er bygget op på en
måde så brugeren ikke med det samme helt forstår
hvorfor fx visse effekter og situationer opstår. Det er en
strategi for at skabe en situation som kan give brugeren en distance,
forvirring eller afmagt overfor funktionerne i værket. Men
i modsætning til det indtryk har "Attention" også
en puslespil-lignende situation i form af et bykort som brugeren
opfordres til at samle. Situationen virker på brugeren nærmest
som et instinkt, et behov eller ønske om at skabe orden,
overblik eller kontrol over uorden. Ideen til "Attention"
fik jeg i forbindelse med, at jeg kiggede på statistikker.
Statistikker er jo en måde at reducere en masse information
om fx handlinger og omdanne disse til stabler, kurver eller andre
lignende matematiske former.
Siegfried Kracauer (1889-1966 red.) brugte en teoretisk term med
navnet "Ornaments of the Mass" der beskriver et billede
når en mængde mennesker synkront udfører en bevægelse
sammen. Disse billeder kan ligne en militærparade eller heppekors-situationer.
I disse billeder er individet reduceret fra at være sin egen
karakter eller egen værdi og til kun at udgøre en del
af et større billede, præcis som en teglsten i en bygning.
"Attention" er en måde at tale om et visuelt sprog
og tankemåde der tenderer til at reducere subjekter og til
at formidle en virkelighed som funktionel, teknisk og maskinelt
anskuelig.
Men, som sagt tidligere, så vises der også i værket
en situation som måske beskriver et behov/instinkt om at kontrollere
og samle fragmenter sammen til en helhed.
De to Alphabyte-værker skal vises på spillesteder
- jeg vil glæde mig til at se dem... Egner computerkunst sig
særligt til at bryde ud af udstillingsstederne og ind i nye
sammenhænge?
"Alphabyte" er som udgangspunktet lavet til udstillinger på
spillesteder, men de er også blevet vist på mere almindelige
udstillingssteder. Dele af samtidskunsten vises, og formes, til
at fungere udenfor de traditionelle udstillingssteder og sammenhænge.
Det positive ved dette er at kunsten kan fyldes med andet indhold
og få en anden form end ved de mere traditionelle sammenhænge.
Hvad er det fascinerende ved at blande teknologien og kunsten?
Teknologien er blot et "værktøj" som
kunsten benytter sig af . Det behøver ikke nødvendigvis
være en blanding, men kan være en del af hinanden. Filmen
er et glimrende eksempel på dette. Interaktive computerværker
har en fysisk karakter som minder om performance eller events. Disse
arbejder inddrager publikum på en anden måde end et
statisk værk gør. De kan fx give en umiddelbar sensorisk
indflydelse på brugerens valg og oven i købet styre
brugerens valg.
Find:
AlphaByte
(vocals and som other letters)
AlphaByte(jazz)
"AlphaByte" bliver også vist på
udstillingen:
"Contingency/Kontingenz/it could be otherwise"
Stengade 30
Arrangeret af "12-18", Molotow, Hamburg.
16/9-2001 kl 14-20.
Og "AlphaByte" er også tilgængelige
på internettet:
"AlphaByte (vocals and some other letters)"
"AlphaByte(jazzversionen)"
(links kommer snart)
Petri Raappana (f. 1966 i Finland) er uddannet
på Kunstakademiet (1991-1998) og HBFK, Hamburg, (1994-1995).
|